
Stor applaus til Trinity’s kokke- og tjenerelever på udsolgt elevaften
Den nyligt afviklede Elevaften på Trinity Hotel & Konference Center forløb til gæsternes store tilfredshed, og eleverne blev belønnet med stor applaus efter en veloverstået middag og aften.
Men, og der er et men. Eleverne fandt hurtigt ud af, at når man selv står med hele det overordnede ansvar, er der mange ting, man forlader sig på ”sker af sig selv” i hverdagen qua erfarne og ældre kollegaers hjælp og fremsynethed. Så det blev til et par pudsige episoder, hvor man f.eks. troede, at service og udsmykning henter man bare i kælderen. Men det kan man ikke, hvis det ikke er bestilt hjem. Den store tilslutning gjorde, at arrangementet hurtigt var fuldt udsolgt. Og da eleverne fik denne besked ca. 3 dage før, måtte de i en fart bestille både ekstra vin og råvarer.
Ud over et par små skønhedsfejl, skal der lyde stor ros til alle eleverne, der selv sammensatte menu – og valgte vine, der matchede, stod for indkøb, produktion, opdækning, afvikling, etc. Kort sagt; klarede arrangementet fra a til z. Flot klaret.
Menuen var appetizer med hønsechips og sprødt rugbrød med chili-tomatcreme, til forret en kold agurkesuppe med ceviche af torsk og crudité af fennikel og urter. Til hovedret ølbraiserede svinekæber med pommes duchess, råsyltet rødbede, løgringe af puré, jordskokker og gulerod. Desserten var en skøn æblemousse med rød glace, makronbund og chokolade. En forrygende aften til den nette sum af kr. 245,-
Misundelig? – fortvivl ikke, for vi planlægger at gentage vores elevaften som en årlig tilbagevendende begivenhed.
Billedtekst:
På billedet ses Trinity’s dygtige team af tjener- & kokkeelever, fra venstre mod højre: Yaser Rafik Alnatour, Rasmus Andsager, Sille Krag-Bendixen, Karina Maslinska Jensen, Andreas Møller Thomsen og Elias Stewen.
Sorry, the comment form is closed at this time.